Af Arne Stricker

Den 20. juni 2008 var det præcis 200 år siden, at to engelske krigsskibe og 2 danske kanonbåde tørnede sammen i farvandet mellem Bjørnø og Avernakø. Ikke et slag, der har fået megen plads i historiebøgerne, dertil var der alt for mange andre og langt alvorlige sammenstød mellem engelske og danske krigsskibe i perioden 1807-14. Men for de som deltog og for den lokale befolkning, som var vidne til slaget, var det dramatisk nok.

“I 1807 kom englænderne og stjal vor flåde som en tyv” og “i 1814 blev vi klædt af til skjorten” - med disse remser forsøgte vores historielærer at få os elever til at huske et par vigtige årstal i danskernes historie. I perioden mellem englændernes bombardement af København og ran af flåden i 1807 og den bedrøvelige fredslutning i 1814, hvor vi mistede Norge, var der krig mellem England og Danmark, en krig der især førtes til søs mellem engelske krigsskibe, der kontrollerede de danske farvande, og danske kanonbåde.

Også i de sydfynske farvande var englænderne på spil og de gjorde jævnligt landgang på bl.a. Avernakø og Lyø for at plyndre øboerne for madvarer etc. Til englændernes fortjeneste skal dog siges, at de af og til betalte for fødevarerne.

En engelsk landgang på Lyø 2. oktober 1807 fik uventede konsekvenser for øboerne. Udover at de mistede nogle lam og ænder til englænderne, blev de af den øverstbefalende for de danske styrker på Fyn, generalløjtnant Rantzau, indstævnet for en kommission og præsten, degnen og sognefogeden blev idømt bøder, fordi de ikke havde ydet modstand mod englænderne! At civile, fredelige øboer skulle sætte sig til modværge mod krigsvante engelske soldater, synes i dag at være lidt meget forlangt.

I foråret 1808 plyndrede englænderne i flere dage på Avernakø. Det fik den militære ledelse for Fyn til at indføre en række foranstaltninger: Beboerne skulle bevæbnes og opmuntres til selvforsvar, der skulle sendes soldater til de mest udsatte øer og endelig skulle der udstationeres kanonbåde i de fynske søkøbstæder. Således blev 2 kanonbåde, under ledelse af søløjtnant Peter Urban Bruun, stationeret i Faaborg.

Den 20. juni 1808 kl. 8.30 om morgenen observerer løjtnant Bruun fra sine kanonbåde 4 skibe syd for Als. To af disse er engelske krigsbrigger.

I den officielle rapport til generalkommandoen for Fyn hedder det:

Den 20. juni, om morgenen kl. 7, krydsede løjtnant Bruun ud mellem Lyø og Skjoldnæs, vinden N.V og N.N.V., frisk kuling med sø. Kl.8.30 bemærkede han 4 sejlere, syd for Als, af hvilke de tvende kendtes at være krigsbrigger. Da løjtnanten så dem bære ned mod sig, holdt han indad og gik i læ af den nordre pynt af Bjørnø, for der at modtage dem, ifald de skulle forsøge at løbe ind. De holdt begge ned til grunden, men der vendte de og stod op mellem Als og Lyø. Kl. 4 bar de begge ned ad indløbet til, og da deres magt var for stor til at løjtnanten kunne angribe dem længere ude, hvor der gik sø, blev han liggende mellem Bjørnø og Dyreborg. Den ene brig var da omtrent ½ mil fra den anden, men da den forreste af dem straks efter kom på grund på den østlige side af Knargrunden (Knastegrunden) begyndte løjtnant Bruun at beskyde den. Imidlertid kom den anden brig til og lagde sig til ankers en kabellængde norden for den første. Kanonbådene vedligeholdt en levende ild, ofte så nær, at fjenden skød med skrå ( kanonkugler af sejldug fyldt med jernstumper o.lign.) indtil kl. 9; men da ammunitionen nu var så medtaget, at der kun var 15 skarpe skud tilbage pr. kanon, hold de igen ind til Bjørnø.

De fjendtlige skibe var armerede med lange 18-og 12-pundige kanoner, dels med svære karonader (korte kanoner med tynde løb).

Fjenden har lidt betydeligt på skrog og takkelage; et af hans fartøjer blev skudt i sænk. Han arbejdede hele natten med at reparere og at losse fra den på grund stående brig, som han rimeligvis havde til hensigt at opbrænde, men uheldigvis steg vandet, hvorved den slap af grunden og blev bugseret ud kl. 3 om morgenen; begge brigger tilligemed en om natten ankommen kutter gik derefter bort. Løjtnant Bruun ventede på forstærkning fra Svendborg; men modvind, strøm og tyk tåge gjorde det umuligt for denne at ankomme førend om morgenen kl. 8, og da var fjenden langt borte.

På kanonbådene faldt ingen, men en mand mistede den højre arm. Den ene kanonbåd fik et grundskud ret i forstavnen.

Løjtnant Bruun roser meget månedsløjtnant (officer med tidsbegrænset ansættelse) Pedersens udvist konduite, såvelsom det mod, hvorved hele mandskabet udmærkede sig i denne ulige kamp.

Således den ret udramatiske og beskedne rapport fra løjtnant Bruun. I en øjenvidneberetning der bringes i Fyens Stifts Adresseavis og Avertissements Tidende (Fyens Stiftstidende) fra 2. juli 1808 er der anderledes plads for de store følelser. Her hedder det bl.a.:

“Med al den agtelse man så fortjent og villig skylder den danske marine, ville man næppe tro, at 2 kanonchalupper med 4 kanoner, hvoraf kun 2 kunne bruges ad gangen, turde deltage i en så ulige kamp. Men Faaborgs indbyggere så hvor kækt den danske sømand går i strid, de så hvorledes 2 både under 2 briggers kugleregn bestandig avancerede fremad, hvor skønt de manøvrerede, hvor overordentlig hurtige deres skud og hvor mesterlige disse var rettede; man kunne fra havnen se hvor de danske kugler vandede, og da disse bestandig var englænderne så nær, var man særdeles bekymret for vores kække landsmænds skæbne, hvis tab dog indskrænkedes sig til det som allerede i no. 97 af denne avis er anført (en såret)”

Og videre:

“ - man beundrer deres mod, priser deres beskedenhed og er stolt over at være deres landsmænd; deres årvågenhed og uafladelige virksomhed sikrer byen og egnen mod enhver overraskelse, og under deres varetægt er enhver indbygger rolig”.

De to kanonbatterier på land, det ene ved Dyreborg og det andet ved Østerbrogade, som var bekostet af købmand Simon Hempel Ploug, kom ikke til at spille nogen rolle i kampen. Batteriet i Faaborg kunne ikke skyde så langt og ville nok være til størst fare for Bjørnøboerne mens kanonerne på Dyreborg blev affyret få gange - deres rækkevidde var heller ikke stor nok. En ikke hjemmehørende kaperbåd, der lå i Faaborg havn, havde også for svage kanoner til at deltage.

En anden beretning, som ofte knyttes til tiden omkring søslaget ved Bjørnø, er præsten og forfatteren J. J. F. Friis (1815-79) historie om Faaborg Borgervæbnings noget kaotiske forsvar af byen, da et engelsk krigsskib nærmer sig. Historien er ikke dateret og kan ikke bekræftes af andre kilder, ej heller ud fra borgervæbningens arkiver, der befinder sig på Landsarkivet for Fyn. De personer, som nævnes i beretningen, ses heller ikke at have eksisteret i Faaborg i perioden 1807-14. Så meget tyder på, at den ikke er sand - til gengæld er den god, så den bør fortælles ved en senere lejlighed.

Hvordan endte slaget ved Bjørnø - hvem vandt?

Vi har hørt, at danskerne havde 1 såret og at en af kanonbådene blev ramt i stævnen.

På engelsk side ved vi, at et af skibene var meget ilde tilredt og at man var ved at opgive det.

Efter slaget drev mange vragdele fra det engelske skib på land på Avernakø. Så danskernes kanonkugler havde virkelig haft deres virkning.

Og at englænderne ikke ramte hver gang er sikkert, idet Bjørnøboerne efter slaget kunne udgrave en masse engelske kanonkugler fra klinterne - kugler, der er gode til at male sennep med.

Vi har fra engelske arkiver forsøgt at få mere at vide om de engelske skibe og deres evt. tab. Det er desværre ikke lykkedes. Et søslag i denne skala har da næppe heller forstyrret lord Nelsons nattesøvn.

Men plyndringerne på Lyø og Avernakø ophørte tilsyneladende, så måske har slaget ved Knastegrunden alligevel, sammen med de øvrige foranstaltninger, som blev iværksat, gjort et vist indtryk på den mægtige engelske flåde.

Så alt i alt - en lille sejr til de danske.

Hvordan gik det så senere nogle af aktørerne i dette drama.

Løjtnant P. U. Bruun (1785-1833) gjorde karriere indenfor den danske flåde, blev kaptajn og Ridder af Dannebrog og fik i starten af 1980-erne en gade i Faaborg opkaldt efter sig.

Lige så godt gik det ikke en af hans folk, Hans Larsen , der blev væver i Kaleko. I Faaborg Avis fra 20. juli 1861 kan man se en lille annonce, der opfordre til at støtte den gamle søkriger, som nu er en grånet olding uden erhverv og i trange kår.

�@

---------------------------------------------------------------------

Kanonbåde

Kanonbåde er fællesbetegnelsen for de mere end 200 kanonjoller og kanonchalupper, som danskerne byggede i perioden 1807-14. Løjtnant Bruuns to både var af typen kanonchalup, der var noget større end jollerne. De var udstyret med sejl samt 30 årer og havde en besætning på ca. 64 mand. Bevæbningen bestod normalt af to 24 pds. kanoner, en i hver stævn, samt et par mindre rælingskanoner i forstavnen.

Kanonbådene var billige og hurtige at bygge og havde den fordel, at de kunne manøvrere i vindstille.

De angreb oftest flere ad gangen og således, at de satte angrebet ind mod det fjendtlige skibs for-og agterstavn. Her havde de større krigsskibe nemlig færrest kanoner.

En del af kanonbådene blev bygget for private midler, således bekostede købmand Simon Hempel Ploug bygning af en kanonbåd - en dåd, som han i 1809, da kanonbådene jo havde vist deres værdi, blev udnævnt til Dannebrogsmand for.

Englandskrigene

Det lykkedes i lang tid for Danmark at holde sig uden for stormagtopgøret på det europæiske kontinent.

I 1800-tallets start vandt Napoleon store sejre og englænderne var trængte - kun på havet havde de den absolutte magt.

Da Danmark gik ind i et væbnet neutalitetsforbund med Preussen, Rusland og Sverige, reagerede englænderne i foråret 1801 ved at at sende en stor flådestyrke til København - det endte med “Slaget på Reden”.

I 1807 gik det igen galt. Napoleon sad solidt på det meste af Europa, kun englænderne holdt stadig stand. Frygten for, at franskmændene skulle få rådighed over den stærke, danske flåde, fik englænderne til endnu engang at angribe Danmark. Resultatet af flere dages engelsk terrorbombardement af København blev som bekendt, at vi mistede vores flåde. Vi var nu i krig mod England, en krig der ofte går under navnet “kanonbådskrigen”. Den sluttede i 1814, landet var da gået fallit og vi mistede ved fredsslutningen i Kiel Norge til svenskerne.

Året efter mødte også Napoleon sit Waterloo.