Af Bryan

 

Hei Kanongutter
At lade en kanon var møjsommeligt i 1414 i Frankrig.
Krudtet blev hældt ned i løbet med en langskaftet øseske, derefter blev det stampet sammen med en støder pakket ind i klude. Så blev der tilsat blødt ler. Leret blev æltet i en stor træspand, stampet ned på krudtet og stod og tørrede, mens kanonererne sad i en
rundkreds og spillede terninger. En kampesten, der var groft hugget i kugleform, ventede
ved siden af løbet, indtil overkanoneren, afgjorde om leret var tørt nok, og først da blev
stenen skubbet ned gennem det lange løb med rillerne. En trækile blev skubbet ned efter
den og hamret på plads for at holde den formede kampesten fast mod leret og krudtet. En præst stænkede vievand på kanonen og bad en bøn, mens der med lange løftestænger foretogs den sidste lille justering af løbets sigte.
Når præsten var færdig stak man en ribbet svingfjer ned i et lille hul, der var blevet boret
i kanonens bagstykke. Han brugte en kobbertrakt til at fylde fjeren med krudt, kiggede endnu en gang missende ned langs løbet, trådte til side og rakte hånden ud efter en lang, brændende fidibus. Præsten, den eneste der ud over artilleristerne, der var tæt på kanonen, slog korsets tegn efter en hastig velsignelse, og derefter satte overkanonereren flemmen hen til den krudtfyldte fjer.

Kanonen eksploderede. I stedet for at sende en kugle afsted forsvandt kanonen  i et væld af røg, flyvende metalstykker og flænset kød. de fem kanonerere og præsten blev dræbt på stedet.

Sådan gik det nok oftest.
Hilsen Bryan